Det er nu den sidste hele dag i Duneden. Vi har valgt at tage ud og se, hvad Larnach Castle er for noget. Der går ikke offentlig transportmiddel derud, så vi laver en fast pris med en taxa. Hun vil køre os derud for 45 dollars.
På forhånd ved vi intet om Larnach Castle http://www.larnachcastle.co.nz/ . Vi har fået at vide, at der skulle være ret flot og det er vist underdrevet.
Allerede da vi kører op til slottet kan vi se, at det er specielt. Langs vejen er der spændende beplantning.
Vi forlader vores taxa og går lidt rund. Her er virkelig flot. Staudebed på staudebed afløser hinanden i et, fra naturens side, flot område. Der er mange særprægede planter.
Vi er også heldig. Vejret er med os så længe vi er her. Og det betyder meget i en have med en så flot udsigt.
Slottet er bygget i 1870 af en finans- og bankmand fra Australien der hed William Larnach.
Han kom til Duneden, da der var den store guldrus. Her i NZ deltog han aktivt i politik.
Han levede på sit slot sammen med hele tre koner, indtil han beik selvmord i New Zealands parlamentsbygning.
Det er helt specielt at se og forestille sig, hvordan han har levet på slottet. Det er virkeligt et besøg værd.
Efter at have gået rundt i haven et par timer, blev vi sultne. Vi går ind i den tilhørende restaurant, som er indrettet i det tidligere danserum.
Det er virkelig flot indrettet. Der er kælet for en hver detalje. Det kvindelige personale går rundt i skotsternede nederdele.
Besøger man slottet bør man gå ind og se restauranten. Også selv om man ikke ønsker at købe noget. Det er helt specielt at se, at der er nogen der kan finde på at bygge et sådant pompøst rum til sit hus, udelukkende at bruge det som et danserum.
Vi går lige lidt rundt igen, inden vi skal videre. Vi har aftalt med en af Vivi's venner om at hente os. Vi skal hjem at besøge dem igen. Og her sidst på eftermiddagen begynder det at regne igen.






