torsdag den 10. marts 2011

DUNEDEN NZ-20

Vi har booked en tur i dag, men skal først af sted hen på eftermiddagen i dag. På et kort over byen har vi opdaget, at der skulle ligge en kinesisk have nær hotellet. Vi beslutter os for at gå derover og undersøge sagen.


Haven er kun to år gammel og har kostet over 5 mill. dollars at opføre. Den er også gennemført til mindste detalje. Selv tagstenene er der mønstre i.


Klik på billedet, så ser du det tydeligere. Det er en fornøjelse at se, hvordan den håndværksmæssige udførsel er gennemført til mindste detalje.


Selvom vi befinder os i en storby med en meget befærdet gade på den anden side af muren, så fornemmer man ro. Det virker simpelthen afslappende at gå rundt og begejstres af det flotte byggeri.


Selvom det er rigtigt hyggeligt at gå rundt her, så skal vi passe tiden. Så vi forlader denne lille idyl og finder et sted, hvor vi kan få noget at spise. Og så hjem på hotellet. Vi skal først af sted kl. 15.30
Vi bliver afhentet på hotellet. Vi skal på en wild-life tour. Og det bliver wildlife.
Vejret ser truende ud og skyerne er begyndt at hænge ned over bjergene og det bliver diset. Og det vi frygtede sker. Det begynder at regne. Så mit fotografiapperat bliver i bilen. Ærgeligt.
Vi gør holdt ved et Albatros Center, hvor vi får forklaret om albatrosens liv. Ved siden af centeret er der en albatros-koloni. Vi bliver udstyret med regnfrakker og så kan vi komme op og kigge på kolonien.
Senere kører vi videre ud i naturen. Vi skal ud på en strand og se de store søløver komme op for at hvile om natten. Også pingviner kommer op og sidder i græsset rundt om i området og hviler sig.
På den anden side af en høj bakke er der en sælkoloni.
Det er meget specielt at stå fem meter fra de store søløver, der er i deres rette element. Eller at stå stille på en sti og en pingvin spadserer forbi. Det er wildlife.