Derefter tager vi en kabelbane op til botanisk have http://www.wellington.govt.nz/ . Det viser sig at være en god idé at besøge den. En stor del af haven er skovagtig i et kuperet terræn. Ind i mellem er der åbninger der er plantet til.
Beplantningen varierer. Der er bede med forskelligartet planter. Der er staudebede og mere parkagtig beplantning. Her er virkelig dejligt at gå rundt.
Jeg er lidt facineret af noget der har med drivhuse at gøre. Så derfor var det spændende, da vi opdagede, at der var et begoniahus.
Det var et stort drivhus som lå midt i en stor rosenhave.
Vi beundrer de mange flotte roser.
Det store drivhus hed begoniahuset, men navnet snyder. Begonia var det der var mindst af, men huset rummede et væld af spændende planter.
Vi forlader haven ved middagstid og går ned for at se Te Papa Museet http://www.tepapa.govt.nz/ . Det er et forholdsvis nyt museum der åbnede i 1998. Det har en størrelse på 36.000m² fordelt på 6 etager.
Der er bl.a. udstilling om jordens indre og om hvordan New Zealand er blevet til. Hvordan landet for mange millioner af år siden hang sammen med Australien og dele af Asien. Og om hvordan landet senere opstod som to store øer.
Der er udstilling om Maori kulturen og om hvilke dyr og planter europærene havde taget med sig til New Zealand.
Det var virkelig flot. Jeg er overbevidst om, at det må være et af verdens største og mest seværdige museum. Hvis man vil se det hele, skal man sætte en hel dag af. Falder vejen forbi, kan det virkelig anbefales at besøge museet.




